skuffet over både kommunikationen og kundeservicen.
Jeg må desværre give denne klinik en dårlig anmeldelse, da jeg er meget skuffet over både kommunikationen og kundeservicen.
Jeg ringede rundt til forskellige fodterapeuter i området for at få en akut tid. Det var ikke muligt at få en tid med det samme, men jeg blev tilbudt at komme på venteliste. De ringede efterfølgende og tilbød mig en tid en uge senere, som jeg takkede ja til. Jeg spurgte specifikt, om jeg ville modtage en SMS med oplysninger om tiden, og det blev bekræftet.
SMS’en kom dagen før, men problemet var, at jeg hverken kunne se navnet på fodterapeuten, telefonnummer eller adressen på klinikken. Ja, jeg kunne selvfølgelig have skrevet oplysningerne ned, da jeg fik opkaldet, men når man har ringet til omkring 10 forskellige fodterapeuter og samtidig er på farten, forventer jeg helt ærligt, at den SMS, man bliver lovet, indeholder de nødvendige oplysninger.
Det kunne lige så godt have været Fru Jensen, der skulle have hjælp af hjemmeplejen til at finde ud af, hvor hun skulle møde op – for der var simpelthen ikke nok information til at vide, hvor tiden var.
Efterfølgende modtog jeg så en SMS fra “fodterapeuten” om, at jeg havde en regning, der skulle betales. Igen kunne jeg ikke se, hvem beskeden kom fra, eller hvilken klinik det drejede sig om.
Jeg endte derfor med at ringe rundt til flere forskellige fodterapeuter i området, indtil jeg fandt frem til den rigtige klinik. Jeg forklarede situationen, men klinikken kunne desværre ikke se noget problem i den mangelfulde information og fastholdt, at jeg skulle betale et udeblivelsesgebyr.
De oplyser desuden, at de har forsøgt at ringe til mig på det aftalte tidspunkt. Det er jeg ikke enig i, da jeg ikke har modtaget et sådant opkald, men det må selvfølgelig stå for deres egen regning.
Jeg betaler selvfølgelig regningen, men jeg synes, det er meget ærgerligt, at man ikke vil tage ansvar for en kommunikation, der efter min mening var meget mangelfuld. Havde SMS’en indeholdt klinikkens navn, adresse eller telefonnummer, havde situationen været meget nemmere at løse.
Jeg kan derfor ikke anbefale klinikken – ikke på grund af selve behandlingen, men på grund af kommunikationen og kundeservicen.



